Sensitivity Overdone

1185058_669295219766055_571408670_n18/August 2013: “Jeg kan ikke hele tiden være på vagt overfor dine følelser! Jeg ved du er lidt sensitiv, mere end jeg – men jeg kan ikke være på vagt konstant.” …. Sætningen hang et øjeblik i luften. Den blev sagt med en fast og alligevel kærlig stemme.
Jeg så på ham og tænkte lidt over hvad det betød. Især hæftede jeg mig ved ordene ‘på vagt’ .. fordi det at være på vagt for mig betyder at jeg er årvågen, p…å vagt overfor et angreb, en fare .. så jeg måtte spørge: “hvad mener du med på vagt?”
Efter lidt frem og tilbage fandt vi ud af, at det for ham betød det samme som jeg ville udtrykke med ordet ‘opmærksom’ på. Et for mig lidt mere neutralt ladet ord.
Når jeg lytter til sætningen for mit indre øre “Jeg kan ikke hele tiden være opmærksom på dine følelser!” – så giver det mere mening. Jeg studser ikke nær så meget, og jeg kan også mærke, at det også gælder den anden vej rundt.
Selvom jeg kan mærke, at jeg har antennerne ude næsten hele tiden, når det gælder ham, så er der tidspunkter hvor jeg ikke orker det og derfor lukket lidt ned for ‘modtagelsen’. Når der er lukket ned er der en risiko for at jeg (og han) misser vigtige input – og det er her misforståelsen opstår. For, vi lukker jo ikke af for at såre den anden, men udelukkende for at passe lidt på os selv, og vore vitale receptorer.
Hvorfor er jeg så opmærksom på ham? (Ja, jeg ved godt hvorfor, men har lige behov for at vende det sådan rent filosofisk )
Jamen, der er jo forelskelsen. Lige nu fylder han mit synsfelt, min verden. Jeg har fokus på ham. Jeg har zoomet ind på ham, for at lære ham at kende, for at studere ham, hans træk, læse hans følelser, tanker .. danne mit indtryk af ham. Jeg er faktisk igang med at fastlåse ham i min egen begrænsede definition og opfattelse af hvem han er.
Skræmmende.
Og han driller mig, han har set det – og han tirrer mig, ved at være uforudselig og i stadig forandring. Han holder mig på tåspidserne. DERFOR trækker jeg mig nogle gange. FORDI jeg ikke kan mønstre den energi jeg har brug for til opgaven 24/7. Der er jo også andet i min verden. Der er arbejde, børn og alt det andet jeg har tiltrukket i min tilværelse – som stadig er der, selvom HAN har meldt sin ankomst.
Så er der mit tilbagevendende behov for kontrol – en forsvarsmekanisme, jeg ved spøger – og jeg ved er en enorm illusion. Ikke desto mindre kører den i baggrunden, hvis jeg ikke er uhyrlig opmærksom på at det er det jeg gør. Jeg forsøger at læse ‘his every move’ for at kunne forud kalkulere hvad hans
næste træk vil være og dermed tilpasse min egen adfærd.
Til sidst .. mit evindelige behov for at blive bekræftet.   Ja, jeg indrømmer det.
Han ser det – og han giver mig hvad han har lyst til at give. Han bekræfter mig når han har lyst – sådan som jeg inderst inde helst vil have det (Ellers er det jo ikke ægte, vel?) Og han smiler af mig, når jeg står der og ser lidt forvirret ud fordi han igen har gjort noget jeg ikke lige havde set komme
Damn .. jeg er vild med ham :)
/Tiina <3