No I am not broken – I don’t need fixing!

article-new_ds-photo_getty_article_170_195_FD005171_XSBut I do. Bare ikke af andre – men af mig.

Ok, hvorfor skriver jeg i dag? For en uges tid siden spurgte min søster om jeg ville med på en hotelovernatning i påsken, sammen med hende og svoger – der var bare den betingelse at jeg skulle have en med, en ‘date’.

Jeg blev nærmest panisk. Så blev jeg ked af det, for – jeg har jo ingen jeg kan spørge. Der er ingen som er så tæt på, at jeg ville have dem med på sådan en date, eller præsentere dem for svoger og søster. Jeg blev rigtigt ked af det. Så kom den rullende, for fuld fart, blæste mig omkuld og jeg ligger her stadig. Ensomheden. Følelsen af at være helt alene og en fiasko.

Tænk, et lille velment spørgsmål brød mit forsvar mod ensomhedsfølelsen ned, og pludseligt stod jeg der helt alene og kunne ikke gøre andet end at føle mig nøgen. Jeg står der endnu. Siden har jeg kæmpet indædt på at få paraderne op igen. Jeg har ædt chokolade, kage, mad, jeg har spillet mere WoW end ellers, jeg har druknet mig i musik, gøremål uden mening, forsøgt at flytte mit fokus fra mig til dem.

Men det virker ikke – jeg står her stadig, helt nøgen. 

Jeg er dybt frustreret. Jeg kan mærke smerten konstant, tårerne står i øjnene, jeg har svært ved at falde i søvn og har mest af alt bare lyst til at råbe PIK! og skride fra det hele. Selvom jeg godt ved, det ikke hjælper – for følelsen den vil jo følge med.

Det handler om Mig. Ikke om dig, eller ham, eller dem. Bare mig. Det er svært. Svært at indrømme. Svært at håndtere.

Jeg føler frustration over at ingen er der i samme udstrækning som jeg altid er der for dem. Det får mig til at skubbe alle væk. Når jeg i virkeligheden har brug for at nogen er tæt. Jeg tænker også at jeg kan jo ikke tvinge nogen til at være der for mig. Det er pisse frustrerende. Lige nu føles det bare som om ingen er villige til at ‘gøre plads’ til mig i deres liv. Jeg står udenfor og kigger ind, som da jeg var barn. Og jeg ender med at føle, at jeg kun er god nok, når du og de har brug for noget fra mig. Når der er noget jeg skal gøre. Men ellers ikke. Ikke fordi de bryder sig om mig – men bare fordi jeg kan noget, de lige står og mangler. Lige nu føler jeg mig SÅ tom, jeg tillader at give så meget af mig selv, at jeg ender med at være tom, fordi der ikke kommer noget retur, eller i hvert fald ikke særligt meget.  Det er sådan jeg føler det lige nu. TOMT og ENSOMT.

Jeg tænker at jeg også her har brug for at lære balance. At være egoistisk nok, så jeg ikke altid er der for andre. Og samtidigt finde ud af hvordan jeg fylder mig selv op. Fordi som jeg har det nu, føler jeg mig som et offer, og det … bryder jeg mig ganske enkelt ikke om. Min ensomhed føles som smerte. Den gør ondt. Den er tung, den er svær at bære rundt på. En del af mig tænker “Tiina, helt ærligt, hvem vil gide at være sammen med dig, når du har det sådan? Hvem vil stille op og forsøge at lindre din smerte, som er så enorm og fylder så meget?”  Nej, hvem vil orke at gøre forsøget? For at være helt ærlig, så tror jeg heller ikke at der findes nogen som kan. Jeg bliver nødt til at gøre det selv. Det er mit job at heale mig.

Måske er min frustration lige dér – at jeg står med en smerte og en opgave som ingen andre kan overtage. Jeg kan ikke løbe fra den. Den er min. Deal with it!

Men når I føler at jeg skubber jer væk. Så er det jo ikke fordi jeg ønsker I skal gå eller forsvinde. Det er min barnlige måde at få jer til at bevise at I virkeligt VIL mig. I skal jo ikke gå, I skal holde om mig, indtil jeg falder til ro igen. Hold om mig, indtil jeg overgiver mig.  Vis mig at du vil mig. Uanset hvordan jeg opfører mig. Tiina, 5 år – det eneste jeg ønsker mig – er at der findes 1, bare 1 som elsker mig og kan holde om mig.

 Det fylder meget i mig. Folk siger så mange ting. At de holder af mig, at de virkeligt vil mig, at de er der for mig. Men .. når det kommer til stykket, så er de der bare ikke, når jeg har brug for dem. Det er så nemt at sige: “Kig ind på en kop kaffe” … når det ikke bliver til noget.

It’s slowly drivng me insane. Selvom jeg godt ved, at jeg kan invitere folk på kaffe her. Det kan jeg. I stedet isolerer jeg mig. Gemmer mig. Venter på at nogen kommer og banker på min dør – men du, om min hoveddør så stod piv åben ville ingen komme ind, ikke engang indbrudstyven. Altså.

Kan jeg li’ mig selv? Nah, det tror jeg vi har fastslået at jeg ikke kan. Vel, ok – logisk set udefra er der jo ikke noget galt med mig. Jeg er da fantastisk, jeg kan rigtigt mange ting. Jeg er intelligent. Men, følelsesmæssigt .. er jeg skrot og føler mig værdiløs. Jeg er nok rimeligt splittet lige på det punkt. Kan andre se det? Mærke det? Garanteret. Så, er det jo ikke så underligt at de også behandler mig sådan, altså .. værdiløst. Problemet er at jeg tror på det. Derfor vil dem som forsøger at overbevise mig om noget andet, blive skubbet væk – passer ikke ind i min model af mig selv. Samtidigt bliver jeg ked af det, når folk behandler mig som skidt –  som regel går jeg før de gør. For, i min verden er det indtil nu ikke et spørgsmål OM de forlader mig, men kun et spørgsmål om HVORNÅR.  Dem som ikke ønsker at gå, tja, der tænker jeg “Hvad er der galt med dem?” – det er egentligt lidt komisk – når jeg ser på mekanismen udefra.

Jeg flytter fokus fra min egen smerte, over på andre, noget andet .. jeg forsøger at dulme smerten. Men jeg leder ikke bevidst efter en mand der kan ‘fikse’ mig – for, jeg er ikke gået i stykker. Så det kan godt være at jeg skal lære at føle at jeg er noget værd, få noget selvværd, elske mig selv – eller bare holde af mig selv – inden jeg kan elske andre. Bare for min egen skyld.

Jeg savner en der kan holde min hånd, holde om mig – mens jeg er i min egen proces. Selvom jeg godt ved at det nok ‘bare’ er mig der prøver at flytte fokus igen. Men jeg er ikke gået i stykker! 

Det er min afhængighed. Jeg har i 43 år dulmet min smerte med ting som sprut, stoffer, arbejde, mad, WoW og mennesker. (sprut og stoffer blev lagt på hylden da jeg var 25, og alligevel ikke rigtigt ville dø) Jeg burde være i topform, så stærkt og langt som jeg har løbet for at slippe væk fra smerten. Det virker bare ikke.

Den er her stadig. There’s a hole in my heart.

 

One thought on “No I am not broken – I don’t need fixing!

Comments are closed.