Money, Pride and The Balancing Act

image_gallery10/juli 2013: Jeg har opdaget at der er noget, som går mig på. Det handler om ligeværdighed, eller faktisk mere en lille mangel derpå. Det handler om penge og stolthed – og min beslutning om aldrig at ende som min mor. En beslutning jeg traf dengang mine forældres hus gik på tvangsauktion og igen senere da de blev skilt. Min mor sad og kiggede på regningerne, der dumpede ind ad brevsprækken i en lind strøm – men hun virkede i et kort øjeblik ikke som om hun vidste hvad hun skulle stille op med dem.  I dag ved jeg, at hun manglede overblikket og indsigten, fordi det på trods af min fars alkoholmisbrug var ham der havde styret økonomien med hård hånd. Når jeg tænker på det, synes jeg faktisk det er fantastisk overraskende at de to ikke landede i et økonomisk helvede der er ”Luksusfælden” værdigt noget før.

Men resultatet var, at min mor ikke anede hvor hun skulle gribe og gøre da han gik. Hun sad der som enlig mor til 3 og skulle faktisk starte helt fra bunden med at skabe det økonomiske overblik over den ruin hun lige ufrivilligt var blevet tildelt. I mit unge teenagesind blev det oversat til ”Jeg skal aldrig ende som min mor! Jeg skal have overblik, kontrol – og jeg skal vide hvad der foregår så jeg kan klare mig selv!”. Som sagt så gjort.

Siden dengang har jeg stille og roligt oparbejdet evnerne og styrken til at kunne selv. Være uafhængig, og faktisk kun låne penge i banken, og kun til bil, lejlighed, hus, pc og større ting. Jeg har altid kunne låne, for som min bankrådgiver gennem 20 år siger ”Tiina, jeg ved jo du har styr på det og allerede har lagt budgettet der viser at du kan klare det.” Tak, ja jeg har styr på lortet ;)

Men nu kan jeg se, at min beslutning dengang har gjort noget andet. Jeg traf også en ubevidst beslutning om ALDRIG at blive afhængig af et andet menneske, i hvert fald ikke økonomisk. Jeg har faktisk altid insisteret på at lægge budgettet efter at 1 af os kunne blive arbejdsløs og at vi stadig kunne klare os. Jeg har bare altid regnet med at det var den anden der pludseligt stod uden job, og ikke mig selv  ;)  Nuvel, nogen vil sikkert sige at det da er en udmærket disposition rent økonomisk set og i forhold til sikkerhed for familiens base i form af hus og hjem.

Uafhængigheds-trangen har dog gjort noget andet ved mig og min opfattelse af hvad der skal til før jeg føler mig uafhængig. Jeg skal være hovedforsørger i min familie. Det skal være mig der tjener mest. Basta BUM!  Og sådan har det været indtil nu. I mit ægteskab tjente jeg mest. I mit forrige forhold tjente jeg mest (well af gode årsager var det ultra let da han jo overhovedet ingen indkomst havde i næsten 3 år) – men det giver mig åbenbart en følelse af at have ’the upper hand’ – og når jeg sådan ser på det så er det en lidt … hmm, grim følelse af at være bedre værd. Det er i hvert fald ikke ligeværd. Det er stolthed. Det er en del af et skjold for at beskytte mig selv.

Når jeg ser på det sådan lidt udefra giver det både mening og så alligevel ikke. For, ok – kan jeg klare mig nu? Ja, det kan jeg godt, min nuværende indkomst giver mig mulighed for at klare hverdagen selv. Jeg har ikke behov for tilskud af nogen særlig art. Der er ikke til luksusmiddage mv. men vi klarer os ganske udmærket.

Så, hvorfor får jeg en følelse af at nasse, bare fordi jeg har mødt en der tjener mere end mig? Jeg har den der fornemmelse af at det kan jeg ikke leve op til, jeg kan ikke følge med, jeg er ikke lige så god. Selvom jeg logisk set tænker ”Det kan godt være han tjener bedre end mig, men så bidrager jeg med hvad jeg kan og det er helt sikkert fint!” – det føles bare ikke fint. Jeg har det svært med at være kvinde og ikke være den der ’forsørger’ min familie. GAB! Jeg skulle nok ha’ været en mand?! Eller hvad? Har min trang til at være uafhængig virkeligt bevæget sig helt derud hvor millimeter demokratiet lever i bedste velgående? Hvor jeg som minimum ønsker at kunne levere det samme som min partner, hvis jeg ikke kan levere mere end ham?

Er det min følelse af at være underlegen der titter frem nu? Min angst for at ende som min mor? En følelse som jeg når jeg kigger helt nøgternt på det godt ved, at der ender jeg jo aldrig, det har jeg alt for meget styr på sagerne til.  Det kan godt være, at hvis vi slår pjalterne sammen, at han kommer til at skyde lidt mere i projektet end mig – men hvis vi begge to lægger hvad vi hver især har i puljen, betaler hvad der skal betales og så deler resten – så har jeg jo stadig styr på det og ved hvad der foregår. Det behøver jo ikke være det samme som at jeg helt giver slip i budgetter og økonomi og bare overlader hele møllen til ham.

Måske er ligeværdigheden der, hvor vi begge to kender tallene og er enige om hvordan pengene skal bruges, uden at skæve så meget til hvem af os der slæbte dem hjem?!