I say Tomato – and you say it WRONG!

images2222/August 2013:

“I say Tomato – and YOU say it wrong!”
Jeg havde en lang snak i går med et menneske, som betyder meget for mig. En jeg stoler på, en jeg elsker, en der får mig til at føle mig rigtigt godt tilpas …. med mig selv.
Vi talte om festen v…i var til i lørdags. Vi talte om, at han havde gjort noget, som triggede noget i mig. Pludseligt fik jeg sat ord på og det blev lidt af en øjenåbner.
For jeg stod der i min fine kjole, og følte mig som dengang da jeg var barn, hvor min far slæbte mig med på værtshuse. Jeg blev vist frem til kammersjukkerne, for derefter at blive spist af med en sodavand (gerne en Squash) og måske en 5′er til spilleautomaten. Hvis min far var nogenlunde ved sine fulde fem, huskede han at tage mig med hjem, når han gik igen.
Men følelsen af at være en form for nipsgenstand, der skulle vises frem og så i øvrigt bare hensættes i et tilfældigt hjørne – den sad i mig i lørdags. Og jeg reagerede på den. Uden bevidst at vide hvad der foregik. Uden at huske, at jeg faktisk i mellemtiden ER blevet sådan lidt mere voksen og derfor kan handle på en anden måde.
Så sagde min kæreste noget, som overraskede mig, noget jeg, der bilder mig selv ind, at jeg har empati og kan mærke hvor han er, overhovedet ikke så komme. Han sagde: “Jeg følte ikke, at jeg var på bølgelængde med en eneste af de mennesker, der var til stede til festen, udover dig, gommen
og bruden. Jeg følte mig ret så alene.” ….
Tror du jeg blev taget med bukserne nede? Jep, også i den grad.
Her gik jeg og troede at det var mig, der var alene mellem folk jeg trodsalt kender, og så havde jeg ikke luret hvordan han havde det.
Ok, det kan være min fejl – det kan også hænge sammen med at han ikke er så glad ved at give udtryk for sine følelser. Men den adfærd jeg så på og fik præsenteret, blev i hvert fald i mit system ikke tolket som “her har vi et menneske der føler sig udenfor” … overhovedet ikke.
Jeg tror, han evner kunsten at mingelere og lade som om i en grad der for mig er uforståelig. Det var en maskerade jeg ikke kunne gennemskue. Og det gør mig lidt ked af det, for jeg ville ønske han havde sagt noget til mig. At han havde vist mig den tillid at dele det med mig.
Måske er jeg bare bedre til at turde stå ved min sårbarhed og min lidt sære måde at være på nogle gange. Måske er jeg alligevel lidt ligeglad med hvad de andre tænker, når jeg går rundt ude i pløjemarken for lige at samle tankerne og falde til ro, for at kunne overskue mange mennesker?
… og hvis du nu tænker, at det han sagde flyttede mit fokus fra hvad jeg selv følte, så har du ret.
Pludseligt virkede mit eget problem ikke nær så vigtigt eller stort. Men det ER det! For mig.
Derfor huskede jeg at sige TAK – fordi han lige viste mig, at jeg stadig har noget arbejde i forhold til min far. Noget jeg ikke er helt færdig med. Det handler stadig om afvisning, om at være vigtig, om at blive prioriteret. Om at blive set – og om måden jeg ser mig selv på.
Vi talte om meget mere, men det vil jeg skrive om senere – jeg har lige noget jeg har brug for at fordøje.
/Tiina – <3