I found an elf in the Woods

Billede036712. maj 2013. Hun stod der pludseligt en tidlig torsdag morgen – Kristi Himmelfarts dag – lige der midt i underskoven. I sine lilla og lyserøde gevanter dansede hun stille rundt i skæret fra de nyudsprungne bøge. Hun var i sin helt egen verden og ænsede mig ikke – men mit kamera på min gamle Nokia telefon fangede hende lige inden hun drejede rundt og forsvandt.

Jeg faldt over et spørgsmål i går “Hvad gør dig ked?” Ja, hvad gør egentligt det? Svaret kom til mig her til morgen. Mine tanker. De der forrædderriske tanker som kører i ring indeni. Som hele tiden minder mig om det de synes mangler – i stedet for at fokusere på det, der er. Mine tanker - de er som små djævle og sætter konstant spotten på der hvor det er lidt ømt, og måske endda nogle gange gør lidt ondt.

Som nu i går. Jeg troede jeg havde en kaffedate, selvom han havde sagt at han allerede fredag ville give besked om hvad tid vi skulle mødes. Det skete så ikke. Derfor vidste jeg et eller andet sted godt, at det nok ikke blev til noget alligevel. Men, jeg havde lige nået at glæde mig. Jeg havde nået at hoppe rundt i min venindes køkken med et kæmpe smil. Og i går, da afbuddet kom – trak jeg bare på skuldrene, og sagde “nå … tja.. pyt” … for jeg blev ikke overrasket. Det var som forventet. Uanset om afbudsgrunden var sand – eller bare en omskrivning af ‘kolde fødder’ – det gør ingen forskel. Faktum var at jeg ikke kom på kaffedate/møde/snak (eller hvad jeg nu skal kalde det).

Så hvorfor får mine tanker fat i mine indre vandfald? Hvorfor aktiverer de min ensomhedsfølelse? Jeg tror svaret er, fordi jeg stadig ikke er helt kommet overens med at være alene. Jeg hader det, jeg føler jeg mistrives. Jeg har ikke nok i at være mor, selvom den relation kan være utroligt givende også – føles den lige nu mest drænende. Jeg føler mig ikke hel.

Det er jo i virkeligheden totalt irrationelt. JEG ER HEL! Jeg har hele mit liv påstået at jeg er hel, jeg er ikke halv – og jeg skal ikke ‘completes’ med en partner. Han er bare en følgesvend eller en nice add on – men JEG ER HEL! - så mine tanker saboterer mig. De får mig til at tro at jeg er gået i stykker, at jeg er halv – at der mangler noget.

Men, det gør der ikke. Jeg savner bare stadig.

Det er egentligt lidt sjovt. For jeg lytter jo med jævne mellemrum til mine kvindelige bekendtes (af forskellig art) problemer med deres parforhold, deres relation til den mand de er sammen med. Og som regel tænker jeg så “Hvor er jeg glad for at være single, ikke alle de frustrationer over sure sokker og andre banaliteter!”Samtidigt med at jeg er lidt ‘misundelig’ – og føler at de ikke altid sætter nok pris på det de har.

Uhmm… ok, sæt pris på det JEG har. Tilbage til start – (jeg kan godt huske jeg engang skrev et blog indlæg om det jeg har - http://www.singleplus.dk/blog/83163/thou… ) For dybest set har jeg det jo godt. Nu fast arbejde igen, 3 sunde og raske børn, et sted at bo, en fin lille have, jeg har en bil (formåede at beholde den på trods af ledighed) Jeg har en familie, jeg har et par venner, jeg har en dejlig grøn udsigt – og jeg kan stadig huske, at da jeg var gift – var det heller ikke nok. Dengang var der også et hul indeni – som ikke kan fyldes af udefrakommende ting.

Jeg har stadig en opgave. Den vil jeg snart løse – for jeg gider ikke knokle mig halvt ihjel til ingen verdens nytte.

Det der indre tomrum – jeg kan mærke det – men jeg har ikke formået at fylde det. Hverken med biler, mad eller mænd. Ikke med sprut, eller stoffer – og heller ikke med musik. Det fyldes ikke af et godt job og mange penge – eller at mine blomsterkrukker nu er smukke igen. Intet ydre kan fylde det.

Jeg har stadig en opgave – som jeg har lyst til at finde løsningen på. 

One thought on “I found an elf in the Woods

Comments are closed.