How the wrong guy ended up being Mr. Right after all

WI sidste uge havde jeg besøg fra England. Dan kom over, han blev 2 dage. For mig var det 48 timer med åbent hjerte, nærhed og smil.

Jeg mødte ham for 1- 1½ år siden, da han meldte sig ind i vores guild (World of Warcraft). Vi begyndte ret hurtigt at chatte, pjatte og gik super godt i spænd. Det blev til mange lange snakke til langt ud på natten dengang; men så fandt jeg ud af at han var gift og havde 3 børn. Efter nogle moralske grublerier valgte jeg at trække ‘venne-kortet’ og bad ham om at finde ud af sit ægteskab først. Jeg havde ikke lyst til at være ‘hende den anden’. Ikke så meget på grund af konen, eller børnene eller ham – men mest fordi jeg selv følte et eller andet sted indeni, at jeg er mere værd. Jeg er ikke et side-kick.

Som tiden gik blev hans forsøg på at fange mig færre og færre, og det sidste års tid er der kun dukket sporadiske “hey, how are you?”s op. Så var vi venner på Facebook, snart var vi ikke .. jeg kom vidst til at skrive på hans væg, da han brokkede sig over at skilsmissen tog lang tid “Jamen, du kan da bare hævde utroskab, så går det nok lidt hurtigere!” Den kommentar faldt ikke i god jord, selvom det var sandheden. For, han fandt jo bare en anden der kunne holde ham i hånden mens han gik fra kone og børn. Jeg trak på skuldrene og fortsatte min egen søgen efter mig selv midt i mit eget kaos.

Men for nu 4 uger siden kom han retur. Han var blevet skilt og også flyttet fra hans rebound kæreste. “Can I come see you now?” Tja, hvorfor ikke – nu var vi jo begge single, og jeg holdt stadig af ham. Sådan blev det. Han kom, han så og han sejrede – hvis det var det han ville?

Jeg har tænkt lidt over det med at give slip i ham igen, for jeg ved godt at han ikke er den rigtige. I hvert fald ikke den rigtige til at være min kæreste. Men han er Mr. Right på så mange andre måder – at jeg ikke kan lade være med at smile, når jeg tænker på ham og den impact hans besøg har haft på mig.

Jeg motionerer. Jeg er begyndt at gå ture på 3-4 kilometer, indtil nu har jeg gået 3 gange om ugen. Jeg har tabt mig 4 kilo.  Bare i dag, gad jeg ikke gå, men jeg rejste mig og gjorde det ALLIGEVEL! Og lige nu, føles det fantastisk, at overvinde mig selv på den måde.

Jeg føler mig dejlig, smuk, elskelig, varm og åben. Der skete noget med mig, da jeg så ham igen. Som om alle forsvarsmekanismer bare faldt med et brag. Så stod jeg der med et fjoget smil og stjerner i øjnene. Jeg kunne se migselv i Dans øjne, og hans smil valgte jeg at tolke til at han også havde det lidt som mig. Lige nu kan jeg mærke, at det ikke betyder så meget. Han åbnede mig – jeg ved ikke hvordan, men nu er jeg åben. Og den følelse er i sig selv så enestående, at jeg bare danser rundt i stuen :)

Jeg tager mig selv seriøst på en let og utvunget måde. :D

Hører jeg så fra Dan? Næ, ikke rigtigt. Og det er ligegyldigt. Jeg tænker, at han kom over for at få et pusterum fra sin dagligdag, det fik han –  men for mig, var det som at blive pustet til livet igen. Han ville mig, og nu vil jeg migselv. Jeg er glad, så glad at jeg vil takke ham for den gave han helt sikkert ubevidst har givet mig. Den gave vil jeg elske ham for resten af mit liv. <3

Christina Perri – Arms