Category Archives: Tiinas Reflektioner

Have your cake and eat it too!

Symbiose-a1839083016/August 2013: Affirmation of today: Mærk efter – læg mærke til hvad dine tanker netop NU er optaget af!
Jeg læste i går et nyhedsbrev fra Maj Wismann omkring det at spise ‘for meget lagkage’ forstået som et glimrende billede på hvordan vi nærmest kan gå i symbiose med en ny kæreste og hvordan vi nogle gange kan få så meget kvalme, at vi stopper forholdet før det rigtigt er begyndt.
Indrømmet, da jeg læste Maj…s nyhedsbrev forstod jeg med det samme, hvad hun talte om – og jeg tænkte på min kæreste. Primært fordi han i min verden virker mere som om han har behov for ALENETID end jeg har – men….
… så slog det mig igen: Jeg har for meget fokus på hans behov og ønsker set i forhold til hvor meget fokus jeg har på mig selv og mine behov/ønsker.
Jeg har en tendens til at glemme mig selv, til at skubbe mine behov til side for at opfylde hans.
Udfordringen med min adfærd er, at jeg en dag vil vågne op og tænke “NEJ, nu er det dælme MIN tur til at komme først!” – og han vil stå der med et sandsynligvis dybt undrende blik og tænke “Hvad pokker går der af hende? Hun plejer at være så omsorgsfuld og nem at have med at gøre – og nu er hun pludseligt en krævende furie?!”
Men ved I hvad? Det laver jeg om lige NU!
Ikke fordi jeg skal komme først hver gang. Slet slet ikke. Men jeg kan mærke indeni, at det vil være rigtigt godt for mig, at stoppe op og mærke efter – hvad foregår der lige NU indeni mig? Hvad har jeg brug for? Hvad har jeg lyst til? Hvor vigtigt er det for mig?
Jeg har brug for ind imellem at træde et skridt tilbage og danne mig et overblik over, hvor jeg er på vej hen. For, det er sandt for mig, at hvis han hele tiden står så tæt, at jeg blive skeløjet, så mister jeg mig selv – og kan slet ikke få øje på alt det smukke.
Jeg vælger, at træde et skridt tilbage. Jeg vælger bevidst at sørge for jeg har alenetid, hvor jeg kan mærke efter, fordøje og trække vejret uden at trække det gennem ham.
Jeg vælger mig, bevidst vælger jeg mig. For bedre at kunne være i OS. Og for, at vide det er ok – også når han har brug for alenetid. Det er IKKE en afvisning af mig, men blot udtryk for egenomsorg, en omsorg som ingen af os kan udlicitere til hverken mand, kone, venner eller børn.
/Tiina – <3

Affirmation of today: Listen to your inner voice!

 

Dew-rain-hd-wallpaper

14/august 2013. Affirmation of today: Lyt til din indre stemme og mærk efter! Hvad har du lyst til og hvad har du brug for?

I går eftermiddags tikkede der en sms ind fra ‘ham den søde’ – jeg stod med alle mine indkøb og havde kun i tankerne at nu skulle jeg fikse en lagkage og aftensmaden fordi den store havde fødselsdag.
Da jeg læste sms’en ramte den mig med uforberedt styrke og jeg røg i jorden.
“bla bla bla .. jeg bliver hjemme i aften og ordner lige lidt rengøring og vasketøj. Er det… ok med dig?”
Da jeg læste den igen, stod tårerne i øjnene. Jeg begyndte mekanisk at pakke ‘shopperierne’ ud og gøre klar. Men kunne mærke, at jeg havde behov for at svare på beskeden.
Først blev det bare til et ” :’( ” … hvorefter jeg nærmest robotagtigt satte vinduesviskerne på og
fortsatte mine gøremål, for .. der skulle jo hygges og jeg ville ikke skuffe min søn Sebastian.
Så satte jeg mig ned .. mærkede efter og tænkte ved mig selv “Nej, jeg skal ikke bare sige “ok, det gør ikke noget” og lade som ingenting – jeg har brug for lige at sige hvad jeg føler sådan helt ærligt!” .. For vi havde jo en aftale.
Vi havde aftalt han ville komme til spisning og lagkage. Og jeg blev oprigtigt skuffet og ked af det over ‘bare’ at få en sms, i stedet for en opringning.
Beskeden aktiverede et gammelt mønster – det kunne jeg mærke. Det handler om at blive tilsidesat, ikke at blive prioriteret, ikke at føle sig vigtig og til syvende og sidst – ikke føle mig elsket.
Det handler ikke om ham. Kun om det han lige gjorde. Og jeg tænkte helt ærligt, hvem pokker prioriterer sit vasketøj højere end kæresten?
Men, det gode jeg lærte i går, er, at jeg godt kan give udtryk for mine følelser på en konstruktiv måde og at han er rigtig god til at lytte.
Vi aftalte også, at aflysninger gøres over telefonen og ikke pr. sms. Det er bedre for mig lige at høre hvorfor, i stedet for bare at blive præsenteret for konsekvensen i en 1-liner.
Min kæreste behøver ikke imødekomme mine ønsker, men bare det at han lytter gør en kæmpe forskel for mig. Og jeg har også meget lettere ved at være rummelig og give ham plads, når han fortæller mig om hvad han har lyst til og brug for. For mig betyder det at vi inkluderer hinanden – uden at sætte os på hinanden. Men bare i respekt og omsorg lige deler de der små informationer som gør, at det er 1000 gange lettere at have forståelse og give plads :)
“Jeg er jo lige her!” – /Tiina :)

 

All the words in the World…

sommerferie 2013 0795/august 2013: Det var slut. Der var ikke mere tilbage. “Her ender det!” tænkte hun ved sig selv, og smilede. Der var ikke længere nogen grund til at fortsætte. Ingen grund til at undre sig, eller spekulere. Der var absolut ingen grund til at fortsætte hendes søgen efter noget bedre. Hun havde fundet det hun ledte efter. Det var slut. Som hun stod der og kiggede ud over fjorden en sen sommeraften, stadig badet i solens nedgang, blev hun gennemboret af en fornemmelse af ro. Hun trak vejret dybt og sagde til sig selv “Det er ok. Alt er ok nu. Lige nu.”

Endnu en vejrtrækning dybere, fingrene begyndte at summe ganske stille, varmen bredte sig indeni og et billede tonede frem på hendes hornhinder. En sagte rislen ned af ryggen og en anelse gåsehud. Jo, kroppen gav hende også ret. Det var slut.

Han er måske ikke perfekt; men han er den der kan få hende til at standse op, holde fokus på åndedrættet og glemme hvad der ellers er. Han får hende til at smile, på den der helt igennem fantastisk ærlige måde – den hvor smilet går fra øje til mund og helt ud til ørerne. Han er ikke perfekt, men sammen med ham føler hun sig uimodståelig, sexet, dejlig, sjov … og mest af alt helt rolig dybt indeni. Nogle gange tager hun sig selv i bare at sidde og kigge på ham, mens resten af verden forsvinder i en tåge.

Han får hende til at elske regnen, når himlen virkeligt åbner sluserne og smagen af modne jordbær en sen sommernat ….  det er sanseligt berusende, overvældende euforiserende, det er som at kaste sig ud med åbne arme og vide dybt dybt inde – at hun vil blive grebet.

Hendes intuition ligger på gulvet, med hænderne under hagen og kigger med et lille smil – “Alt er godt

Han ser hende dybt i øjnene og hvisker et spørgsmål: “Vil du passe lige så godt på mig, som jeg vil passe på dig?” …  hun smiler, og tænker “Ja! Med alt hvad jeg har og alt hvad jeg er!” <3

 

…. and she said: “To you I surrender my sword and shield – to you I will give my Dying Breath .. if only to keep you here for one more day …  this is how much I love you. Because you are.” 

 

 

 

Money, Pride and The Balancing Act

image_gallery10/juli 2013: Jeg har opdaget at der er noget, som går mig på. Det handler om ligeværdighed, eller faktisk mere en lille mangel derpå. Det handler om penge og stolthed – og min beslutning om aldrig at ende som min mor. En beslutning jeg traf dengang mine forældres hus gik på tvangsauktion og igen senere da de blev skilt. Min mor sad og kiggede på regningerne, der dumpede ind ad brevsprækken i en lind strøm – men hun virkede i et kort øjeblik ikke som om hun vidste hvad hun skulle stille op med dem.  I dag ved jeg, at hun manglede overblikket og indsigten, fordi det på trods af min fars alkoholmisbrug var ham der havde styret økonomien med hård hånd. Når jeg tænker på det, synes jeg faktisk det er fantastisk overraskende at de to ikke landede i et økonomisk helvede der er ”Luksusfælden” værdigt noget før.

Men resultatet var, at min mor ikke anede hvor hun skulle gribe og gøre da han gik. Hun sad der som enlig mor til 3 og skulle faktisk starte helt fra bunden med at skabe det økonomiske overblik over den ruin hun lige ufrivilligt var blevet tildelt. I mit unge teenagesind blev det oversat til ”Jeg skal aldrig ende som min mor! Jeg skal have overblik, kontrol – og jeg skal vide hvad der foregår så jeg kan klare mig selv!”. Som sagt så gjort.

Siden dengang har jeg stille og roligt oparbejdet evnerne og styrken til at kunne selv. Være uafhængig, og faktisk kun låne penge i banken, og kun til bil, lejlighed, hus, pc og større ting. Jeg har altid kunne låne, for som min bankrådgiver gennem 20 år siger ”Tiina, jeg ved jo du har styr på det og allerede har lagt budgettet der viser at du kan klare det.” Tak, ja jeg har styr på lortet ;)

Men nu kan jeg se, at min beslutning dengang har gjort noget andet. Jeg traf også en ubevidst beslutning om ALDRIG at blive afhængig af et andet menneske, i hvert fald ikke økonomisk. Jeg har faktisk altid insisteret på at lægge budgettet efter at 1 af os kunne blive arbejdsløs og at vi stadig kunne klare os. Jeg har bare altid regnet med at det var den anden der pludseligt stod uden job, og ikke mig selv  ;)  Nuvel, nogen vil sikkert sige at det da er en udmærket disposition rent økonomisk set og i forhold til sikkerhed for familiens base i form af hus og hjem.

Uafhængigheds-trangen har dog gjort noget andet ved mig og min opfattelse af hvad der skal til før jeg føler mig uafhængig. Jeg skal være hovedforsørger i min familie. Det skal være mig der tjener mest. Basta BUM!  Og sådan har det været indtil nu. I mit ægteskab tjente jeg mest. I mit forrige forhold tjente jeg mest (well af gode årsager var det ultra let da han jo overhovedet ingen indkomst havde i næsten 3 år) – men det giver mig åbenbart en følelse af at have ’the upper hand’ – og når jeg sådan ser på det så er det en lidt … hmm, grim følelse af at være bedre værd. Det er i hvert fald ikke ligeværd. Det er stolthed. Det er en del af et skjold for at beskytte mig selv.

Når jeg ser på det sådan lidt udefra giver det både mening og så alligevel ikke. For, ok – kan jeg klare mig nu? Ja, det kan jeg godt, min nuværende indkomst giver mig mulighed for at klare hverdagen selv. Jeg har ikke behov for tilskud af nogen særlig art. Der er ikke til luksusmiddage mv. men vi klarer os ganske udmærket.

Så, hvorfor får jeg en følelse af at nasse, bare fordi jeg har mødt en der tjener mere end mig? Jeg har den der fornemmelse af at det kan jeg ikke leve op til, jeg kan ikke følge med, jeg er ikke lige så god. Selvom jeg logisk set tænker ”Det kan godt være han tjener bedre end mig, men så bidrager jeg med hvad jeg kan og det er helt sikkert fint!” – det føles bare ikke fint. Jeg har det svært med at være kvinde og ikke være den der ’forsørger’ min familie. GAB! Jeg skulle nok ha’ været en mand?! Eller hvad? Har min trang til at være uafhængig virkeligt bevæget sig helt derud hvor millimeter demokratiet lever i bedste velgående? Hvor jeg som minimum ønsker at kunne levere det samme som min partner, hvis jeg ikke kan levere mere end ham?

Er det min følelse af at være underlegen der titter frem nu? Min angst for at ende som min mor? En følelse som jeg når jeg kigger helt nøgternt på det godt ved, at der ender jeg jo aldrig, det har jeg alt for meget styr på sagerne til.  Det kan godt være, at hvis vi slår pjalterne sammen, at han kommer til at skyde lidt mere i projektet end mig – men hvis vi begge to lægger hvad vi hver især har i puljen, betaler hvad der skal betales og så deler resten – så har jeg jo stadig styr på det og ved hvad der foregår. Det behøver jo ikke være det samme som at jeg helt giver slip i budgetter og økonomi og bare overlader hele møllen til ham.

Måske er ligeværdigheden der, hvor vi begge to kender tallene og er enige om hvordan pengene skal bruges, uden at skæve så meget til hvem af os der slæbte dem hjem?!

 

 

 

 

 

 

 

 

Be yourself!

539160_407649812629836_95522722_n”Vær dig selv!” Den der fortærskede sætning jeg nærmest hører konstant som et eller andet mantra der kører i baggrunden, som en slags velmenende støj der er der og så alligevel ikke. Sætningen dukker op i mange forskellige sammenhænge og jeg er begyndt at overveje dens budskabs sandhedsværdi. Ikke fordi jeg tror det er løgn, men mere fordi jeg smager på ordene og på meningen – og rigtigt meget på alle de handlinger mine nærmeste omsorgspersoner udsatte mig for som barn. Handlinger der i virkeligheden fortalte mig at sætningen er en illusion, og at jeg kun er god nok, hvis jeg er som dem.

Vær dig selv, men kun som jeg er det!” … det er et paradoks. Jeg fyldes med ambivalens og tvivl.

I min blog hos Line http://skonneborn.dk/tiinas-blog-2/ - kommer jeg lidt ind på det. Det med at være mig selv. Som barn havde jeg en helt klar fornemmelse at jeg skulle gøre og være noget specielt, for at blive accepteret af mine forældre, måske især af min far. Men jeg fik aldrig en retning, og skulle hele tiden gætte mig til hvad der var rigtigt og forkert. Primært fordi, det der var rigtigt i dag – sagtens kunne være forkert i morgen eller omvendt. Der var ingen rød tråd.

Tidligt virkede det på mig som om jeg bare kunne gøre hvad der passede mig, jeg fik jo alligevel kontant afregning. Det er nu engang bare svært at styre uden om minerne i et spil, hvor reglerne ændrer sig konstant. Nogle gange lykkedes det, men for det meste ikke. Det var bare aldrig godt nok. Han skulle nok finde et eller andet han kunne irettesætte mig på.

Det virker faktisk som om jeg langsomt fik lært, altid kun at yde 99% – bare for at nogen skulle kunne finde noget at kritisere. For at jeg på den måde stadig kan gentage mit barndoms mønster af uberegnelighed – og få bekræftet at jeg IKKE er god nok. På den anden side tænker jeg, at det er ligegyldigt hvor ihærdig jeg er, der vil altid være nogen der kan kritisere et eller andet, mest fordi, det er sådan mennesker er. Vi er bygget til at se fejl, til at se forskellighed, til ikke at bryde os om det, der er anderledes – og til at kritisere til andre retter ind. Noget med at få vores vilje og at få ret.

Så nu tænker jeg, at al min dårlige samvittighed som barn var spild af energi. For med min far, så var det jo vitterligt ligegyldigt hvad jeg gjorde. I hans verden var jeg ikke som ham, og derfor var jeg per definition en fejl. Der var intet jeg kunne ha’ gjort dengang der ville ha’ tilfredsstillet ham. Intet.

Men som barn, vidste jeg det ikke sådan bevidst. Det lå nok mere som en fornemmelse.

Min beslutning dengang om at prøve alligevel, om at give hvad jeg kan, om at knokle for at overbevise ham om at han tog fejl har drevet mig, og driver mig faktisk stadigvæk, selvom følelsen har taget lidt af. Jeg gider ikke mere.

Nu vil jeg bare gerne være mig selv. Bare sådan som jeg er – uden rigtigt at vide hvem jeg i realiteten så er.

Og jeg smiler lidt ved tanken om, at det er fløjtende ligegyldigt hvad I andre tænker om det jeg gør og hvem jeg er – hvis jeg er glad for migselv. Jeg kan ikke og vil ikke tilpasse mig mere. Der vil altid være nogen, som synes jeg er forkert – og et eller andet sted er det deres udfordring.

Lidt som når mine unger er som de er – det er ok. Og måske, hvis jeg giver dem plads, vil de give mig plads :)

 

Opstartet coaching-forløb og som gæste-blogger hos Skønne Børn

318355_207377342668388_202925989780190_497538_1860141313_nJeg har fået den ære at skulle arbejde sammen med Line fra Skønne Børn

https://www.facebook.com/skonneborn.dk?directed_target_id=0

Vi har indgået en aftale om det jeg vil kalde et coaching forløb – men hvor det er børnene der tages udgangspunkt i, udfra den tese, at børnene viser mig præcis hvad jeg har behov for at arbejde med hos migselv.

De spejler mig, mit humør, min adfærd, mit væsen.

Så, har jeg et problem med mine børn, kigger jeg indad – og tænker “Ok, hvad skal jeg tilføre her?”

Jeg vil blogge jævnligt her: www.skonneborn.dk

Følg med – og læs i øvrigt Lines side. Jeg fandt nogle guldkorn der :)

I found an elf in the Woods

Billede036712. maj 2013. Hun stod der pludseligt en tidlig torsdag morgen – Kristi Himmelfarts dag – lige der midt i underskoven. I sine lilla og lyserøde gevanter dansede hun stille rundt i skæret fra de nyudsprungne bøge. Hun var i sin helt egen verden og ænsede mig ikke – men mit kamera på min gamle Nokia telefon fangede hende lige inden hun drejede rundt og forsvandt.

Jeg faldt over et spørgsmål i går “Hvad gør dig ked?” Ja, hvad gør egentligt det? Svaret kom til mig her til morgen. Mine tanker. De der forrædderriske tanker som kører i ring indeni. Som hele tiden minder mig om det de synes mangler – i stedet for at fokusere på det, der er. Mine tanker - de er som små djævle og sætter konstant spotten på der hvor det er lidt ømt, og måske endda nogle gange gør lidt ondt.

Som nu i går. Jeg troede jeg havde en kaffedate, selvom han havde sagt at han allerede fredag ville give besked om hvad tid vi skulle mødes. Det skete så ikke. Derfor vidste jeg et eller andet sted godt, at det nok ikke blev til noget alligevel. Men, jeg havde lige nået at glæde mig. Jeg havde nået at hoppe rundt i min venindes køkken med et kæmpe smil. Og i går, da afbuddet kom – trak jeg bare på skuldrene, og sagde “nå … tja.. pyt” … for jeg blev ikke overrasket. Det var som forventet. Uanset om afbudsgrunden var sand – eller bare en omskrivning af ‘kolde fødder’ – det gør ingen forskel. Faktum var at jeg ikke kom på kaffedate/møde/snak (eller hvad jeg nu skal kalde det).

Så hvorfor får mine tanker fat i mine indre vandfald? Hvorfor aktiverer de min ensomhedsfølelse? Jeg tror svaret er, fordi jeg stadig ikke er helt kommet overens med at være alene. Jeg hader det, jeg føler jeg mistrives. Jeg har ikke nok i at være mor, selvom den relation kan være utroligt givende også – føles den lige nu mest drænende. Jeg føler mig ikke hel.

Det er jo i virkeligheden totalt irrationelt. JEG ER HEL! Jeg har hele mit liv påstået at jeg er hel, jeg er ikke halv – og jeg skal ikke ‘completes’ med en partner. Han er bare en følgesvend eller en nice add on – men JEG ER HEL! - så mine tanker saboterer mig. De får mig til at tro at jeg er gået i stykker, at jeg er halv – at der mangler noget.

Men, det gør der ikke. Jeg savner bare stadig.

Det er egentligt lidt sjovt. For jeg lytter jo med jævne mellemrum til mine kvindelige bekendtes (af forskellig art) problemer med deres parforhold, deres relation til den mand de er sammen med. Og som regel tænker jeg så “Hvor er jeg glad for at være single, ikke alle de frustrationer over sure sokker og andre banaliteter!”Samtidigt med at jeg er lidt ‘misundelig’ – og føler at de ikke altid sætter nok pris på det de har.

Uhmm… ok, sæt pris på det JEG har. Tilbage til start – (jeg kan godt huske jeg engang skrev et blog indlæg om det jeg har - http://www.singleplus.dk/blog/83163/thou… ) For dybest set har jeg det jo godt. Nu fast arbejde igen, 3 sunde og raske børn, et sted at bo, en fin lille have, jeg har en bil (formåede at beholde den på trods af ledighed) Jeg har en familie, jeg har et par venner, jeg har en dejlig grøn udsigt – og jeg kan stadig huske, at da jeg var gift – var det heller ikke nok. Dengang var der også et hul indeni – som ikke kan fyldes af udefrakommende ting.

Jeg har stadig en opgave. Den vil jeg snart løse – for jeg gider ikke knokle mig halvt ihjel til ingen verdens nytte.

Det der indre tomrum – jeg kan mærke det – men jeg har ikke formået at fylde det. Hverken med biler, mad eller mænd. Ikke med sprut, eller stoffer – og heller ikke med musik. Det fyldes ikke af et godt job og mange penge – eller at mine blomsterkrukker nu er smukke igen. Intet ydre kan fylde det.

Jeg har stadig en opgave – som jeg har lyst til at finde løsningen på. 

Get out of here!

Tears26. april 2013. Jeg er træt af det … træt af reklamer for datingsites, træt af reklamer for datingprogrammer af den ene eller anden art, træt af reklamer hvor smukke singler ryster deres røv og patter helt op i linsen.. og træt af reklamer for sko.. bare træt.

Jeg har det som om det er overalt - MÅ JEG SÅ VÆRE FRI!? 

Jeg sidder i min sofa og tuder, mens lillepigen sover ved siden af mig. Tuder over, at jeg åbenbart sender signaler, der kun tiltrækker mænd der vil knalde.. “Du er super sød og intelligent og tiltrækkende – vi kan godt have sex, men vi skal ikke være kærester!” 

FUCK AF! .. ok, point for ærlighed, det er da altid noget.

Sidder her igen, og er faldet ned i det der sorte hul fuld af analyse og tankevirksomhed – og stemmer, der fortæller mig at jeg nok er fin nok at knalde – men .. jeg har jo børn hele tiden, så hvem vil gide mig? …. Samtidigt med jeg kan tænke “ Og dem der vil, dem vil jeg nok ikke ….. fordi .. jeg ikke vil en mand der har børn konstant?!” … argh! 

Nå, inden du fristes til at skrive noget i stil med “Det skal nok gå, du skal nok finde en kæreste” .. så vil jeg bare sige DON’T … orker ikke at høre det lige nu, ved godt at det nok er sandt. Sandsynligheden foreligger.. gider bare ikke høre det.

Jeg burde være glad. Jeg har pr. 1. maj fået et job. Projektledelse. Super. .. men, lige nu, er følelserne bare lunkne og ekstasen udeblevet.

.. jeg er bare en gammel sur på tværs krampe .. jeg må hellere spise min is 

http://youtube.com/watch?v=Uc44Ek6X4_k

 

No I am not broken – I don’t need fixing!

article-new_ds-photo_getty_article_170_195_FD005171_XSBut I do. Bare ikke af andre – men af mig.

Ok, hvorfor skriver jeg i dag? For en uges tid siden spurgte min søster om jeg ville med på en hotelovernatning i påsken, sammen med hende og svoger – der var bare den betingelse at jeg skulle have en med, en ‘date’.

Jeg blev nærmest panisk. Så blev jeg ked af det, for – jeg har jo ingen jeg kan spørge. Der er ingen som er så tæt på, at jeg ville have dem med på sådan en date, eller præsentere dem for svoger og søster. Jeg blev rigtigt ked af det. Så kom den rullende, for fuld fart, blæste mig omkuld og jeg ligger her stadig. Ensomheden. Følelsen af at være helt alene og en fiasko.

Tænk, et lille velment spørgsmål brød mit forsvar mod ensomhedsfølelsen ned, og pludseligt stod jeg der helt alene og kunne ikke gøre andet end at føle mig nøgen. Jeg står der endnu. Siden har jeg kæmpet indædt på at få paraderne op igen. Jeg har ædt chokolade, kage, mad, jeg har spillet mere WoW end ellers, jeg har druknet mig i musik, gøremål uden mening, forsøgt at flytte mit fokus fra mig til dem.

Men det virker ikke – jeg står her stadig, helt nøgen. 

Jeg er dybt frustreret. Jeg kan mærke smerten konstant, tårerne står i øjnene, jeg har svært ved at falde i søvn og har mest af alt bare lyst til at råbe PIK! og skride fra det hele. Selvom jeg godt ved, det ikke hjælper – for følelsen den vil jo følge med.

Det handler om Mig. Ikke om dig, eller ham, eller dem. Bare mig. Det er svært. Svært at indrømme. Svært at håndtere.

Jeg føler frustration over at ingen er der i samme udstrækning som jeg altid er der for dem. Det får mig til at skubbe alle væk. Når jeg i virkeligheden har brug for at nogen er tæt. Jeg tænker også at jeg kan jo ikke tvinge nogen til at være der for mig. Det er pisse frustrerende. Lige nu føles det bare som om ingen er villige til at ‘gøre plads’ til mig i deres liv. Jeg står udenfor og kigger ind, som da jeg var barn. Og jeg ender med at føle, at jeg kun er god nok, når du og de har brug for noget fra mig. Når der er noget jeg skal gøre. Men ellers ikke. Ikke fordi de bryder sig om mig – men bare fordi jeg kan noget, de lige står og mangler. Lige nu føler jeg mig SÅ tom, jeg tillader at give så meget af mig selv, at jeg ender med at være tom, fordi der ikke kommer noget retur, eller i hvert fald ikke særligt meget.  Det er sådan jeg føler det lige nu. TOMT og ENSOMT.

Jeg tænker at jeg også her har brug for at lære balance. At være egoistisk nok, så jeg ikke altid er der for andre. Og samtidigt finde ud af hvordan jeg fylder mig selv op. Fordi som jeg har det nu, føler jeg mig som et offer, og det … bryder jeg mig ganske enkelt ikke om. Min ensomhed føles som smerte. Den gør ondt. Den er tung, den er svær at bære rundt på. En del af mig tænker “Tiina, helt ærligt, hvem vil gide at være sammen med dig, når du har det sådan? Hvem vil stille op og forsøge at lindre din smerte, som er så enorm og fylder så meget?”  Nej, hvem vil orke at gøre forsøget? For at være helt ærlig, så tror jeg heller ikke at der findes nogen som kan. Jeg bliver nødt til at gøre det selv. Det er mit job at heale mig.

Måske er min frustration lige dér – at jeg står med en smerte og en opgave som ingen andre kan overtage. Jeg kan ikke løbe fra den. Den er min. Deal with it!

Men når I føler at jeg skubber jer væk. Så er det jo ikke fordi jeg ønsker I skal gå eller forsvinde. Det er min barnlige måde at få jer til at bevise at I virkeligt VIL mig. I skal jo ikke gå, I skal holde om mig, indtil jeg falder til ro igen. Hold om mig, indtil jeg overgiver mig.  Vis mig at du vil mig. Uanset hvordan jeg opfører mig. Tiina, 5 år – det eneste jeg ønsker mig – er at der findes 1, bare 1 som elsker mig og kan holde om mig.

 Det fylder meget i mig. Folk siger så mange ting. At de holder af mig, at de virkeligt vil mig, at de er der for mig. Men .. når det kommer til stykket, så er de der bare ikke, når jeg har brug for dem. Det er så nemt at sige: “Kig ind på en kop kaffe” … når det ikke bliver til noget.

It’s slowly drivng me insane. Selvom jeg godt ved, at jeg kan invitere folk på kaffe her. Det kan jeg. I stedet isolerer jeg mig. Gemmer mig. Venter på at nogen kommer og banker på min dør – men du, om min hoveddør så stod piv åben ville ingen komme ind, ikke engang indbrudstyven. Altså.

Kan jeg li’ mig selv? Nah, det tror jeg vi har fastslået at jeg ikke kan. Vel, ok – logisk set udefra er der jo ikke noget galt med mig. Jeg er da fantastisk, jeg kan rigtigt mange ting. Jeg er intelligent. Men, følelsesmæssigt .. er jeg skrot og føler mig værdiløs. Jeg er nok rimeligt splittet lige på det punkt. Kan andre se det? Mærke det? Garanteret. Så, er det jo ikke så underligt at de også behandler mig sådan, altså .. værdiløst. Problemet er at jeg tror på det. Derfor vil dem som forsøger at overbevise mig om noget andet, blive skubbet væk – passer ikke ind i min model af mig selv. Samtidigt bliver jeg ked af det, når folk behandler mig som skidt –  som regel går jeg før de gør. For, i min verden er det indtil nu ikke et spørgsmål OM de forlader mig, men kun et spørgsmål om HVORNÅR.  Dem som ikke ønsker at gå, tja, der tænker jeg “Hvad er der galt med dem?” – det er egentligt lidt komisk – når jeg ser på mekanismen udefra.

Jeg flytter fokus fra min egen smerte, over på andre, noget andet .. jeg forsøger at dulme smerten. Men jeg leder ikke bevidst efter en mand der kan ‘fikse’ mig – for, jeg er ikke gået i stykker. Så det kan godt være at jeg skal lære at føle at jeg er noget værd, få noget selvværd, elske mig selv – eller bare holde af mig selv – inden jeg kan elske andre. Bare for min egen skyld.

Jeg savner en der kan holde min hånd, holde om mig – mens jeg er i min egen proces. Selvom jeg godt ved at det nok ‘bare’ er mig der prøver at flytte fokus igen. Men jeg er ikke gået i stykker! 

Det er min afhængighed. Jeg har i 43 år dulmet min smerte med ting som sprut, stoffer, arbejde, mad, WoW og mennesker. (sprut og stoffer blev lagt på hylden da jeg var 25, og alligevel ikke rigtigt ville dø) Jeg burde være i topform, så stærkt og langt som jeg har løbet for at slippe væk fra smerten. Det virker bare ikke.

Den er her stadig. There’s a hole in my heart.

 

Stonewalling 2

stonewalling2The art of deflection is an art of ignoring and stonewalling – in my world a way of showing other people just how little you respect them. Ganske ofte går det ud over dem der står os nærmest. Som jeg beskrev for 1 år siden i min blog Stonewalling. Jeg kan ikke finde et passende udtryk på dansk – men jeg er ret sikker på at det også foregår i danske parforhold.

Jeg har det lige nu, som om jeg blev udsat for stonewalling i går, eller faktisk i et stykke tid nu (ok, en uge ;) ) – men alligevel.

Begrebet indeholder jo flere nuancer – der er f.eks. følgende kendetegn:

  • Afslå at forhandle en konflikt med positiv hensigt 
  • Afslå at åbent og ærligt at fortælle om ens egne hensigter og motiver
  • Afslå at lytte til den andens holdninger med et åbent sind
  • Afslå at gå på kompromis
  • Afslå fra at samarbejde 
  • Afslå fra at støtte den andens planer 
  • Afslå at acceptere indflydelse 

Jeg vil gerne tilføje et par par punkter mere:

  • følelsesmæssig tilbagetrænking
  • ignorere partneren (silent treatment)
  • forventning om at partneren kan læse tanker og agere derudfra

Den manglende kommunikation kan drive mig til vanvid. Og jeg sidder igen og føler, at jeg bare bliver taget for givet – og at jeg kun er der når de har brug for noget fra mig. Og at jeg er egoistisk, hvis jeg så tilfældigvis har andre planer når de melder deres ankomst …. bah! … sådan en flok narssistiske nokkefår! .. Jeg har fået nok! /griner

Jeg ved godt, at jeg skal lære at respektere mig selv først. Og ikke tillade andre at behandle mig dårligt. Jeg skal lære, at det er ok for mig at sige fra overfor den slags adfærd – og at jeg er bedre værd. Jeg skal lære, at det godt kan være at nogle af dem vil gå deres vej, når jeg ikke danser efter deres pibe og deres forgodtbefindende – og det er ok.

Jeg skal lære, at jeg hellere vil være alene med mig selv – end sammen med mennesker der udnytter mig.

Jeg orker ikke at forsøge at åbne nogens hoved med en økse, bare for at se hvad der gemmer sig derinde. De må åbne op selv. Jeg vil nok have godt af at arbejde lidt med at respektere dem der ikke ønsker at åbne op, og holde op med at forsøge at overtale dem til at holde af mig. Det er både respektløst for dem, og for migselv.

Jeg kan respektere mig selv mere, ved ikke at bide på den mindste godbid der bliver smidt. Der er noget jeg skal lære der – det er den eneste logiske forklaring på, at Universet bliver ved med at præsentere mig for den udfordring .. igen og igen. Der er noget jeg indtil nu ikke har lært. Jeg ved godt hvad det er.

At jeg er god nok. At jeg fortjener at blive behandlet ordentligt og med respekt. Og – at det starter med mig. Når jeg accepterer at jeg ER god nok og jeg respekterer mig selv, og mine grænser – så har jeg tillid til at det er de signaler jeg vil sende til verden.

Og mennesker der er grænseoverskridende og udnyttende vil ikke længere forsøge sig hos mig, når de kan mærke, at der ikke er noget at komme efter.

Aretha Franklin – Respect