Author Archives: chinquapin

Ensomheden banker på

forældre barn relation13/08/14: Hun stod der med tårer i øjnene og følte sig  alene. Det var en af de der situationer, hvor hele hendes system længtes noget så forfærdeligt efter et kram.Ikke hvilket som helst kram. Men et kram fra en voksen. Et forældrekram. Et hvor hun kunne krølle sig sammen i hans armhule og blive holdt om, indtil hun faldt til ro igen og var klar til at møde verdenen på ny.

Sådan et kram. Et der går gennem marv og ben helt ind der hvor hjertet banker. Et kram af omsorg, accept, uden modkrav – og meget lidt tale. Et kram bare fordi hun havde brug for det.

Det er nok i de situationer, hvor jeg har oplevet at det er sværest at være Voksent Barn. Der hvor ensomheden virkeligt presser på og fortæller mig, at sådan var det ikke dengang. Der var ingen far som kunne favne mig når jeg havde brug for det. Det magtede han ikke.

Jeg har ingen erindring om det. Ingen “muscle memory” om at blive favnet på den måde jeg præcist havde brug for. Jeg har skrevet om det før. ( http://www.valimaa.dk/no-i-am-not-broken-i-dont-need-fixing/ ) Det fylder stadig lidt, Ensomheden popper på til overfladen nu og da, viser sig som lige for at hilse på og sige “Hejsa, jeg er her stadig!”.

Jeg er min egen omsorgsfulde forælder. I dag. Når ensomheden kommer på besøg, så serverer jeg kaffe. Så taler vi lidt om tingenes tilstand og giver hinanden et kram. Ikke for længe, for han krammer virkeligt så det går igennem kroppen med sus.

Nogle gange må jeg blot erkende, at der findes savn som aldrig kan blive indfriet. Det smerter og når jeg tillader mig selv at føle det går det over lidt lettere.

Det er der jeg ville ønske der fandtes en “reserve forælder” ordning for voksne

Jeg smutter i stedet til ACA møde. Det er i min verden det næstbedste.

Kram  <3
- Tiina

 

… the other end of the Stick

Sparrows_fight04/September 2013: “If you don’t want to fight – Don’t pick up the other end of the stick!” … det var hvad jeg tænkte. Noget med “It takes two to tango”
Havde en lang samtale med en ven i går aftes. Det handlede meget om skilsmisse, samværsordning, ‘skyttegravskrig’ og Statsforvaltningen. Mens jeg lyttede kunne jeg fornemme, at det handlede endnu mere om det at SÆTTE GRÆNSER – på en assertiv måde – og en farlig vej som hedder “JEG HAR RET”.
At trække en grænse. Det handler for mig nemlig ikke om at give igen, eller være aggressiv i måden at sætte grænser på. Det er meget mere et spørgsmål om at mærke efter “Hvad vil jeg være med til? Hvor er min grænse?” – og så på måden at gøre det.
For, hvordan sætter jeg en grænse overfor mine børn, min kæreste, mine venner og alle de andre mennesker jeg omgås med hver dag? Og ikke mindst, hvordan sætter jeg grænser for mig selv?
Undervejs i samtalen fik jeg sådan en fornemmelse af at der også må være en grænse for hvor meget vi behøver finde os i. Det er da ikke nødvendigt at stille op til svinerier, personangreb og verbale overhalinger. I de tilfælde er jeg nået til det punkt, at jeg siger til mig selv “Nu er det faktisk ok at jeg flytter mig fra situationen!” – og passer på mig selv. Lidt den der “don’t pick up the other end of the stick” – det kan godt være at ens ex, kæreste, arbejdsgiver – you name it – starter en konflikt, men hvis vi går ind i den og begynder at diskutere – så hælder vi mere benzin på bålet. Vi tilføjer selv nok energi til at det kan fortsætte.
Det kan være gavnligt nogle gange at sige STOP – trække sig lidt, for at mærke efter og overveje hvad det rigtige vil være i situationen. At flytte sig fra at reagere til at kunne agere – vi har et valg.
Igen kommer BEVIDSTHED ind på banen.
Personligt fik min ex-kæreste beskeden at jeg ønskede kommunikation om vores fælles datter foregik på mail. Jeg lukkede for min telefon. Det var min måde at få flyttet konfliktniveauet lidt ned. De fleste har trods alt en grænse for hvad de ønsker at nedfælde på skrift.
Men det gav også mig muligheden for selv at vælge, hvornår jeg ville læse hans mails. Hvornår jeg havde størst mentalt overskud til det. Det gav mig tid til at finde ud af hvad jeg ville svare. Tid til at trække vejret i stedet for at ryge i det ‘røde felt’ på nul komma niks.
Jeg valgte også på en stille og rolig måde at gentage “hertil og ikke længere” – og gentog beskeden uanset hvad han gjorde, skrev eller sagde i den anden ende.
Det tog lidt tid – før han ændrede tilgang til mig – og måske også før jeg selv var helt kongruent med mit budskab. Et budskab der i virkeligheden handlede om at jeg tog mig selv seriøst. At jeg tror på jeg må sige fra, at jeg kan sige fra – og at det er ok, at jeg ikke finder mig i at blive ‘overtrådt’ og heller ikke gå ind i den der diskussion om hvem der har ret.
For mig hjalp det også at træde lidt udenfor situationerne, ligesom gå i 3. person/META perspektiv/dissociere. Fjerne mig lidt fra følelserne og se på hvad der faktisk foregik. Det gav mig luft og tid til at tænke uden at være sovset ind i sårede følelser. Tid til at se hvad der ville være bedst, for mig og de andre.
Så, jeg bad min ven om at tænke lidt over hvordan han kan sætte en grænse, for ikke at optrappe konflikten yderligere. En grænse hvor hans ex kan mærke, at han ikke kan provokeres ud over, en grænse han kan stå ved – og en grænse der siger “STOP!” uden at være aggressiv, men blot saglig, bestemt, konkret – og neutralt ladet.
Det kræver øvelse – men det kan lade sig gøre.
- Tiina <3

The Hammer of Enlightenment

imagesCAI6LOC403/september 2013: Hammeren faldt langsomt som båret af tyngdekræften .. hun iagttog den falde i slowmotion …. og mærkede smerten, gennemborende smerte. Hjertemassen flød ud på gulvet og efterlod sig et spor af glæde, liv og intens frihed…..
AHA! :)
Nå, …men i går læste jeg Mentor Birgitte Hansen’s bog ‘Hjertetræning’ .. og pludseligt fik jeg sådan en “aha – det er det jeg har gjort!” følelse.
Ser du – et eller andet sted i min fortid har jeg fået koblet det at give opmærksomhed med at elske.
Faktisk mest på den måde, at når kæresten er opmærksom på mig, så føler jeg mig elsket. Jo mere opmærksomhed, jo mere elsker han mig. Desværre har jeg også forbundet det med, at hvis han ikke lige er opmærksom på mig, så er det nok fordi der er noget galt, han elsker mig ikke mere, eller han elsker mig mindre, eller han synes ikke jeg er dejlig, smuk eller eller …. fortsæt selv.
Det er sådan en kobling, der kan få folk (inkl. mig) til at gå fuldstændigt i selvsving, fordi den sætter de negative tanker og følelser i gang pr. automatik. Jeg har ganske ofte overhovedet ikke nået at tænke “Kan det nu også være rigtigt? Er det virkeligt sandt?”
I fagsprog vil man kalde det en komplex ækvivalens. En tolkning (sådan = derfor) som ikke nødvendigvis er sand.
Det behøver ikke være sandt, at han ikke elsker mig, bare fordi han ikke svarer på en sms i samme sekund som jeg har sendt den. Det kan jo være fordi han laver noget andet. Han kunne arbejde, sidde i møde, ha’ forlagt telefonen og alle mulige andre scenarier – som IKKE betyder at hans følelser for mig er blevet anderledes eller mindre.
Lidt som når han siger “Du er ikke normal!” med et smørret grin.. og jeg straks tænker at det betyder noget dårligt. Jeg har jo ikke spurgt, hvorfor tror jeg så at ikke normal = dårlig, slemt ?
I virkeligheden mener han at det er fedt at jeg er anderledes –   (YAY!)
Tænk lidt over det!
Med min opvækst har jeg fået overlært det at være zoomet ind på andre folks signaler, og det kræver energi at gøre det – men det kræver mig også 110% at lære at holde op med det igen. Og selvom der har været og er gange hvor jeg har ret i mine iagttagelser, så kan jeg jo også se at der er mange gange hvor jeg har taget fejl og truffet beslutninger om at lukke mit hjerte på det forkerte grundlag.
Jeg er ikke super-empatisk af natur (pardon me, men nogle gange har jeg sådan en følelse af “I couldn’t care less!” fordi jeg bare har fået nok .. sjovt, når det i virkeligheden er mig, der kan lukke lidt ned for modtagelsen og bare lade dem være dem )
Ved at læse bogen, fik jeg bekræftet – at min stræben efter at være BEVIDST – nok er den mest effektive vej til selv-udvikling. Jeg kan jo først gøre noget ved problemet, når jeg er opmærksom på det. Kigger på det – finder ud af hvad det handler om, hvor det stammer fra osv. Ikke at det behøver at være svært, men uden bevidsthed er det som at vandre rundt med lukkede øjne – det gør det skide svært at manøvrere ;)
Så, uden at ville virke enormt selvoptaget (det er jeg også til tider, trust me) så kan jeg godt se, at det meste af dramaet i mit liv foregår i mellem mine ører og ikke ude i omgivelserne. Rigtigt meget af det kommer af min måde at fortolke begivenhederne på – og noget siger mig, at min ‘oversætter’ er en anelse for fastlåst i “jeg skal passe på Tiina, ja jeg skal!” – i stedet for at være åben og nysgerrig.
Da jeg kort fortalte kæresten om mine tanker, sad han bare og smilede. Det føltes rart at dele det med ham.
/Tiina  <3

Guilty as charged!

14151_030/August 2013: “Du stinker af SKYLD!!” .. råbte hun ud i mørket.
Regnen havde vasket den sidste stank af Skam væk, mens vinden stadig flåede i hendes krop i forsøget på at knække den. Hun mærkede hvordan vandet drev af hende, dråbernes kærtegn inden de …stille dryppede fra hendes kind.
Men hun stod endnu, helt stille, med fødderne plantet i mudder, som om de kunne bore sig ned i undergrunden og derfra hente den viden, hun havde brug for – for at kunne vikle den tyngende rest af Skyld af sig.
I går, var der en som nævnte det igen. SKYLD. Jeg har den endnu.
Skyld over at være til. Skyld over at være pige/kvinde. Skyld over ikke at være perfekt. Skyld over at have behov. Skyld over at have lyst. Skyld over at være liderlig. Skyld over at være gennemborende påtrængende, når jeg er nysgerrig. Skyld over ikke at høre hvad du siger, når du siger STOP! Skyld over at tænke, føle – bare det at trække vejret. Skyld over at være HER! Skyld over at turde råbe højt, skyld over at fortælle om min historie. Skyld over at udstille familien og mig selv. Skyld over at kunne mærke min krop. Skyld over at tænke “Du stod ikke forrest da der blev delt ansigt, krop og hjerne ud, hva?” Skyld over at sige fra, Skyld over ikke at være super god til at sætte grænser. Skyld over at være skilsmissebarn, Skyld over ikke at kunne få min far til at elske og anerkende mig. Skyld over .. ikke altid at føle jeg elsker mine børn. Skyld over at have brug for at være alene. Skyld over at slippe tøjlerne og bare overgive mig til min indre “Evil Dark Twin” når hun vrider sig på lagnerne og stille sukker “mere!” …. Skyld over at være så ked af det, Skyld over stadig at føle Sorgen af den tabte uskyld. Skyld over at have ønsket min far død. Skyld over at sige det højt “hvis jeg vidste hvad jeg ved i dag, så havde jeg valgt noget andet” – og kigge på min datter. Skyld over ikke at være kommet videre. Skyld over at blive skilt, Skyld over at være blevet forladt, Skyld over at være svag. Skyld over ikke at kunne opfylde jeres forventninger til mig.
Skyld … med SKYLD på…..
og du har ret – jeg har den. Jeg er smurt ind i den. Jeg kan mærke den indenunder huden. Jeg kan mærke den som grundfølelse og tanke inde under alle de tanker jeg har. Fornemmelsen af at burde have gjort noget mere og bedre, end det jeg har – uden at vide hvad jeg skulle have gjort anderledes.
OG uden at vide om jeg er i stand til at ændre det NU!
Jeg tog den for længe siden til mig. Jeg tror faktisk jeg fik den i barselsgave. For at min far og mor kunne slippe for at mærke den, bare lidt. Så blev det langsomt op gennem årene en vane. Alting er min skyld. Uanset om jeg var med eller ej – så peger flaskehalsen ALTID på mig.  Selv når jeg ved, at det ikke er rigtigt eller retfærdigt, så tager jeg skylden. Det er jo alligevel det som sker, så … jeg tager den først som sidst.
Skyld .. i følgeskab med overansvarlighed. Jeg tror jeg skal kaste op nu.
Tak. Jeg fornemmer, at starter jeg her – så har jeg fat om nældens rod.
- Tiina <3

Spaciousness

1275892_675043915857852_1920310037_o29/August 2013: Godmorgen. Rummelighed – den rumsterer stadig i mit indre. Jeg fornemmer, at konklusionen for mig er, at jeg aldrig har følt mig rummet. Jeg har ikke rigtigt lært hvad det betyder at ‘kunne rumme andre’ – og nu kan jeg som voksen se, at jeg… har enormt svært ved at være rummelig.
Selvom jeg ønsker at være det – så ved jeg ikke helt hvordan. Jeg har en ide om hvad det er, men jeg er ikke helt sikker på at jeg kan.
Det komiske er, at jeg indimellem piver over at ingen tilsyneladende kan rumme mig – Se, det er jo nok et spejl, en projicering – jeg mangler en egenskab – og den mangel overfører jeg til dem udenom mig, for at slippe for at føle den selv. I lang tid har jeg så arbejdet på at få ‘jer andre’ til at være mere rummelige, for at I kan rumme mig.
Det er da morsomt på grænsen til tragisk   ;)
Især følelsen af, at jeg ikke kan rumme mig selv. Hvis jeg var i rum med mig … ville jeg sandsynligvis få ‘ståpels’ og forsøge at slippe væk.
Måske kan jeg oparbejde en større sans for rummelighed, hvis jeg kigger nærmere på de sider af mig selv, som jeg egentligt ikke bryder mig så meget om. Dem som jeg også ind imellem får præsenteret af andre. Hmm, gad vide om?
Hvis nu jeg siger ‘Gider du lige være stille et øjeblik?!’ til min indre dommer – og så bare iagttager og accepterer, at jeg er som jeg er lige NU!?
Med min stædighed, sårbarhed, egenrådighed, påståelighed, bedrevidenhed, stolthed, dovenhed, perfektionisme, trang til frihed, egoisme … bare nogle af de sider jeg ikke altid er skide stolt af. Jeg fornemmer at de har en funktion, et budskab – noget de giver mig.
Jeg ønsker at lære at være rummelig, uden at blive til en dørmåtte!
- Tiina <3

Eat it or beat it!

971799_673277569367820_25339314_n25/august 2013: “Sut eller smut!” .. stod der på t-shirten, som sad på en veltrænet ung mand der stod på festivalpladsen med en Carlsberg i hånden.
Hhmm, javel ja. Jeg tænker at det jo nok er en omskrivelse af “My way or the highway” – med en anelse mere… humor og kant, samt nogle seksuelle undertoner, som jeg helst ikke vil komme ind på her
Men – er det ikke sådan? At vi bare helst vil have vores vilje og så vil verden og tilværelsen være så ulideligt meget lettere? Eller? Måske vil den ende med også at være rimeligt meget mere kedelig?! Hvem ved … for det med altid at få sin vilje, er nok utopi.
…. eller er det?
Jeg har læst og hørt ret meget om en teori der siger “At det du ønsker dig og har fokus på – det vil være det du tiltrækker og det Universet vil sørge for du får!” .. i flere varianter, men budskabet er det samme.
Så får vi da vores vilje?! Eller får vi bare det vi har brug for, for at lære det vi skal?
Jeg har i hvert fald lært en ting for nyligt. Ham der min kæreste, ham den dejlige som jeg er forelsket i til op over begge ører. Ham kan jeg ikke styre, jeg gider ikke engang forsøge mere – for jeg fandt ud af, at hvis jeg prøvede så blev det bare værre og han gjorde endnu mindre af det jeg ville ha’. Jeg holder jo af ham som han er, og hvorfor skulle jeg så forsøge at ændre på ham?
I lørdags prøvede jeg teorien af, og resultatet udeblev ikke. Jeg havde en rigtig hyggelig fest – og følte mig hele tiden værdsat, elsket og i godt selskab. Faktisk endte jeg med at gå barfodet gennem Roskilde by kl. 03:00 med min dejlige kæreste i hånden.
Det virker som om, at når jeg slapper af – så kommer det jeg ønsker mig aller mest til mig af sig selv. Uden at jeg behøver at forcere det. Tankevækkende :)
… nogle voksne menneskers plageri om opmærksomhed .. ville dælme også gøre mig kold altså   ;)
Den der hungren efter bekræftelse, som bunder i manglende selvværd – og forsøget på at få et andet menneske til at fylde ‘hullet’ er jo bare forkvaklet og mislykket – fordi hverken jeg eller nogen anden kan fralægge sig ansvaret for en selv.
Når jeg stiller mig udenfor situationen, så kan jeg godt selv se det. Det er bare lidt svært, når jeg står der helt tæt på. Zoomer jeg ud, ser jeg også den krævende ildsprydende drage, og helt ærligt: hende ville jeg ikke engang selv kunne holde ud at være sammen med.
Så nu har jeg igen lært det. Jeg giver udtryk for hvad jeg har lyst til og hvad jeg føler – uden at afkræve ham et svar. For hvis jeg virkeligt ønsker at vide hvad han føler så findes der en langt mere enkel og ærlig metode … at SPØRGE!  (Udfra devisen om at et “jeg elsker dig!” er en konstatering og ikke et spørgsmål i sig selv, og at det derfor ikke afkræver et “jeg elsker også dig” som retursvar.
Og .. i øvrigt, afhænger min kærlighed til ham ikke af om han elsker mig, når jeg mærker efter inderst inde. Det er bare sådan det er -
Ha’ en dejlig søndag aften – /Tiina <3

I say Tomato – and you say it WRONG!

images2222/August 2013:

“I say Tomato – and YOU say it wrong!”
Jeg havde en lang snak i går med et menneske, som betyder meget for mig. En jeg stoler på, en jeg elsker, en der får mig til at føle mig rigtigt godt tilpas …. med mig selv.
Vi talte om festen v…i var til i lørdags. Vi talte om, at han havde gjort noget, som triggede noget i mig. Pludseligt fik jeg sat ord på og det blev lidt af en øjenåbner.
For jeg stod der i min fine kjole, og følte mig som dengang da jeg var barn, hvor min far slæbte mig med på værtshuse. Jeg blev vist frem til kammersjukkerne, for derefter at blive spist af med en sodavand (gerne en Squash) og måske en 5′er til spilleautomaten. Hvis min far var nogenlunde ved sine fulde fem, huskede han at tage mig med hjem, når han gik igen.
Men følelsen af at være en form for nipsgenstand, der skulle vises frem og så i øvrigt bare hensættes i et tilfældigt hjørne – den sad i mig i lørdags. Og jeg reagerede på den. Uden bevidst at vide hvad der foregik. Uden at huske, at jeg faktisk i mellemtiden ER blevet sådan lidt mere voksen og derfor kan handle på en anden måde.
Så sagde min kæreste noget, som overraskede mig, noget jeg, der bilder mig selv ind, at jeg har empati og kan mærke hvor han er, overhovedet ikke så komme. Han sagde: “Jeg følte ikke, at jeg var på bølgelængde med en eneste af de mennesker, der var til stede til festen, udover dig, gommen
og bruden. Jeg følte mig ret så alene.” ….
Tror du jeg blev taget med bukserne nede? Jep, også i den grad.
Her gik jeg og troede at det var mig, der var alene mellem folk jeg trodsalt kender, og så havde jeg ikke luret hvordan han havde det.
Ok, det kan være min fejl – det kan også hænge sammen med at han ikke er så glad ved at give udtryk for sine følelser. Men den adfærd jeg så på og fik præsenteret, blev i hvert fald i mit system ikke tolket som “her har vi et menneske der føler sig udenfor” … overhovedet ikke.
Jeg tror, han evner kunsten at mingelere og lade som om i en grad der for mig er uforståelig. Det var en maskerade jeg ikke kunne gennemskue. Og det gør mig lidt ked af det, for jeg ville ønske han havde sagt noget til mig. At han havde vist mig den tillid at dele det med mig.
Måske er jeg bare bedre til at turde stå ved min sårbarhed og min lidt sære måde at være på nogle gange. Måske er jeg alligevel lidt ligeglad med hvad de andre tænker, når jeg går rundt ude i pløjemarken for lige at samle tankerne og falde til ro, for at kunne overskue mange mennesker?
… og hvis du nu tænker, at det han sagde flyttede mit fokus fra hvad jeg selv følte, så har du ret.
Pludseligt virkede mit eget problem ikke nær så vigtigt eller stort. Men det ER det! For mig.
Derfor huskede jeg at sige TAK – fordi han lige viste mig, at jeg stadig har noget arbejde i forhold til min far. Noget jeg ikke er helt færdig med. Det handler stadig om afvisning, om at være vigtig, om at blive prioriteret. Om at blive set – og om måden jeg ser mig selv på.
Vi talte om meget mere, men det vil jeg skrive om senere – jeg har lige noget jeg har brug for at fordøje.
/Tiina – <3

YOU must love ME!

 

4629036781_e00844d3c3_z21/august 2013: “DU skal elske mig!” .. men ikke på hvilken som helst måde. På den måde som jeg vil elskes. Faktisk bare på den måde der betyder for mig, at jeg føler mig elsket. Uhmm… BASTA BUM!
Ok, de ord er ikke sagt højt. Jeg føler bare, at det er sådan jeg i hvert fald selv nogle gange opfører mig. Sådan lidt krævende på en barnlig måde. ELSK MIG! Vær tilstede!
Vær Nærværende! SE MIG! .. elsk mig hel… …(/host host … kan godt selv høre tyngden i de ord og jeg vrider mig en smule i kontorstolen)
Fandt den her i går aftes (https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10151843603415460&set=a.225454565459.181006.128293630459&type=1&Theater) , læste den og tænkte lidt. Har også sendt den til kæresten – og venter spændt på hvad aftenens samtale vil bringe af tanker omsat til ord.
Jeg læste den og den ramte mig et blødt sted. Et sted, hvor jeg kunne mærke - “Jamen, det er jo det der JEG gør!” … det er sådan jeg elsker ham (I store træk). Gad vide om det er den måde han bedst kan li’ det på? Eller er det bare mig der viser ham gennem min adfærd, hvordan jeg helst selv vil elskes?
Hvor meget har jeg egentligt lyttet til ham? Altså virkeligt lyttet til ham? Og ikke kun de ting jeg ønskede at lytte efter? Hvor meget har jeg set ham uden filter – og bare SET ham?
Lytter jeg overhovedet til mig selv?
Jeg tror, uden at vide det med sikkerhed, at det at vokse op i en dysfunktionel familie har udstyret mig med en eminent og overudviklet evne til at lytte til andre, være opmærksom på andre – ikke for deres skyld – men for MIN egen. Jeg har øvet mig så længe jeg kan huske, og nu har jeg så en færdighed der er så overdreven at den står i vejen for et godt og nogenlunde objektivt udsyn (hvis man kan have sådan et?)
Jeg tror også, at jeg har det fællestræk med andre der er vokset op under samme forhold.
Vi har overudviklet visse evner, fordi vi var nødt til det – eller gå i stykker. Vi har lært at overleve under de værste omstændigheder.
Udfordringen for mig nu, er, at få aflært de mønstre, som mange gange kører ganske ubemærket i min underbevidsthed og ganske ofte saboterer det jeg har lyst til i min dagligdag.
Jeg ER   <3 – og jeg fortjener at give mig selv lov til at vise min kæreste hvem jeg er – og ikke kun den jeg tror han har lyst til at se, brug for eller bare lyst til. Damn, jeg har brug for mod. Jeg har brug for bevidsthedens lys. Uden Masker.
“Pretending to be someone else to receive Love – is like wearing a mask and still hunger to be recognized”T. Valimaa
Og jeg er hende den lille runde som hopper begejstret rundt – hende der danser under tordenskyernes skylle, eller hende der vader ud i en kornmark for lige at finde balancen igen og connecte til ‘Altet’ – når menneskemængderne bliver for overvældende for hende. Jeg er også hende, der kan blive eder spændt rasende, når noget går mig imod. Ked af det, når jeg føler mig tilsidesat. Og sur på mig selv, når jeg igen prioriterer ham højest – og han ikke gør det samme.
Ja, jeg er når jeg ser på det med min logiske tilgang – ET MENNESKE!
… og det er DU også <3

Get your Head out of my Ass!

Rush-Limbaugh-xray19/August 2013: “Træk dit hoved ud af min Røv!!” tænkte jeg. “Bare et øjeblik. Kom nu – det bliver lidt ensomt hvis du hele tiden forsøger at leve mit liv og kontrollere hvad der foregår i mig.”
Se det kunne godt ha’ været mig der havde sagt det med et smil på læben – men jeg nøjes med at tænke det. Faktisk med et lille grin.
I går aftes sad jeg i min sofa derhjemme, alene med en plade Rittersport. Funderede l…idt over hvad det egentligt er jeg har forsøgt at sige med mine indlæg de sidste par dage.
Konklusionen for mig er, at jeg skal blive endnu bedre til at lade dig være dig – og mig mig.
Ser du, hvis jeg konstant roder rundt i dit hoved, for at holde styr på dig – hvem pokker er der så til at holde styr på mig?  Ingen!
Oversat til, hvis jeg hele tiden forsøger at dække dine behov, og forventer at du dækker mine – så ender mindst en af os med at blive skuffet.
Fordi vi IKKE kan læse tanker. Vi kan ikke altid regne ud hvad den anden har brug for. Og måske er det yderligere besværliggjort af, at jeg til tider heller ikke har helt styr på hvad JEG har brug for. Hvordan pokker kan jeg så forvente at DU har det?
Nej vel?! Det er bare ikke rimeligt. Jeg kan selv se det. 10-øren er faldet. BUM!
ARGH! Det pokkers ansvar for mig selv. SPEAK UP! Spyt ud eller skid bogstaver, Tiina!
…. og alle de gange jeg har sagt det til kæresten, søsteren, andre .. at de skal være mere tydelige i hvad de har brug for og ønsker, så er det lettere for mig at gøre noget der betyder noget for dem, i stedet for hvad jeg tror de har brug for.
Lille spejl på væggen der .. ja tak, jeg har fattet det nu. Walk the Talk og andre fortærskede 1-liners. Det er jo rigtigt nok. Hvis jeg vil ændre noget, må jeg først ændre den adfærd hos mig selv.
JEG vil være mere tydelig. JEG vil give udtryk for hvad jeg vil, har lyst til og brug for. JA! Så kan det være, at dem udenom langsomt og sikkert faktisk lærer noget af mig …
Ha’ en fantastisk dag derude :)
/Tiina

Sensitivity Overdone

1185058_669295219766055_571408670_n18/August 2013: “Jeg kan ikke hele tiden være på vagt overfor dine følelser! Jeg ved du er lidt sensitiv, mere end jeg – men jeg kan ikke være på vagt konstant.” …. Sætningen hang et øjeblik i luften. Den blev sagt med en fast og alligevel kærlig stemme.
Jeg så på ham og tænkte lidt over hvad det betød. Især hæftede jeg mig ved ordene ‘på vagt’ .. fordi det at være på vagt for mig betyder at jeg er årvågen, p…å vagt overfor et angreb, en fare .. så jeg måtte spørge: “hvad mener du med på vagt?”
Efter lidt frem og tilbage fandt vi ud af, at det for ham betød det samme som jeg ville udtrykke med ordet ‘opmærksom’ på. Et for mig lidt mere neutralt ladet ord.
Når jeg lytter til sætningen for mit indre øre “Jeg kan ikke hele tiden være opmærksom på dine følelser!” – så giver det mere mening. Jeg studser ikke nær så meget, og jeg kan også mærke, at det også gælder den anden vej rundt.
Selvom jeg kan mærke, at jeg har antennerne ude næsten hele tiden, når det gælder ham, så er der tidspunkter hvor jeg ikke orker det og derfor lukket lidt ned for ‘modtagelsen’. Når der er lukket ned er der en risiko for at jeg (og han) misser vigtige input – og det er her misforståelsen opstår. For, vi lukker jo ikke af for at såre den anden, men udelukkende for at passe lidt på os selv, og vore vitale receptorer.
Hvorfor er jeg så opmærksom på ham? (Ja, jeg ved godt hvorfor, men har lige behov for at vende det sådan rent filosofisk )
Jamen, der er jo forelskelsen. Lige nu fylder han mit synsfelt, min verden. Jeg har fokus på ham. Jeg har zoomet ind på ham, for at lære ham at kende, for at studere ham, hans træk, læse hans følelser, tanker .. danne mit indtryk af ham. Jeg er faktisk igang med at fastlåse ham i min egen begrænsede definition og opfattelse af hvem han er.
Skræmmende.
Og han driller mig, han har set det – og han tirrer mig, ved at være uforudselig og i stadig forandring. Han holder mig på tåspidserne. DERFOR trækker jeg mig nogle gange. FORDI jeg ikke kan mønstre den energi jeg har brug for til opgaven 24/7. Der er jo også andet i min verden. Der er arbejde, børn og alt det andet jeg har tiltrukket i min tilværelse – som stadig er der, selvom HAN har meldt sin ankomst.
Så er der mit tilbagevendende behov for kontrol – en forsvarsmekanisme, jeg ved spøger – og jeg ved er en enorm illusion. Ikke desto mindre kører den i baggrunden, hvis jeg ikke er uhyrlig opmærksom på at det er det jeg gør. Jeg forsøger at læse ‘his every move’ for at kunne forud kalkulere hvad hans
næste træk vil være og dermed tilpasse min egen adfærd.
Til sidst .. mit evindelige behov for at blive bekræftet.   Ja, jeg indrømmer det.
Han ser det – og han giver mig hvad han har lyst til at give. Han bekræfter mig når han har lyst – sådan som jeg inderst inde helst vil have det (Ellers er det jo ikke ægte, vel?) Og han smiler af mig, når jeg står der og ser lidt forvirret ud fordi han igen har gjort noget jeg ikke lige havde set komme
Damn .. jeg er vild med ham :)
/Tiina <3